Vildmarksweekend på MTB
Herunder kan du læse beretningen fra den seneste “Vildmarksweekend på MTB”. Lav en kop kaffe, læn dig tilbage i sofaen og læs mere om hvordan et ægte, barsk eventyr på MTB’en kan se ud!
Slettestrand, februar 2020: Nordjylland i februar måned, 3 graders varme, heldagsregn og kuling – lyder det ikke som en fantastisk scene for en hel weekend udendørs på mountainbiken? Måske ikke, men ikke desto mindre var det den måde vi afsluttede anden udgave af Vildmarks weekend på MTB. Første udgave 3 måneder tidligere bød trods alt på 8 graders varme, heldagsregn og let blæst. Nå, men nok om vejret for egentlig er det helt (læs: næsten) ubetydeligt for den tre dages oplevelsestur vi har valgt at kalde Vildmarksweekend på MTB. Ganske enkelt af den grund at vildmarken, og oplevelsen af den, kun bliver mere autentisk af at vejret også er lidt barskt. Og lige præcis lidt barsk skal vores vildmarkstur på mtb gerne være, for det er vel, hvad man kan forvente af vildmarken? Nu har der allerede stået vildmark syv gange, men helt ærligt så findes der jo ikke rigtig vildmark i Danmark! Eller gør der? Egentlig er det lige så ubetydeligt for turen som vejret er. Oplevelsen afhænger ikke af, hvorvidt vi kan sætte et prædikat på noget natur som vildmark eller ej, men at vi kan få en oplevelse af endeløse vidder, mennesketomme heder, gamle skove, næsten glemte stier, stilhed, storm og naturens rå kræfter. Og det er lige præcis det, og meget andet, der sætter scenen for vores vildmarkstur på mtb. Herunder følger en kort beretning om vores sidste tur, selvfølgelig ud fra et ganske subjektivt og utroligt selvkritisk perspektiv.
Dag 1:
Det er sidst på eftermiddagen, bilen er pakket, cyklerne læsset og vi er klar til at trille ud i vildmarken vest for Slettestrand. Dagen er for mit vedkommende blevet brugt på forskellige forberedelser så den lille modige flok, der skal afsted, kan få en udfordrende, men sikker weekend. Brormand Kresten har på forhånd været ude med alt, der skal bruges og indtages i lejren. Vi har ca. 30 minutter i bil ud til lejrpladsen, der er en personlig favorit. Gæsterne aner ikke, hvad de kan forvente af lejrpladsen, udover at de nok skal sove ude på en eller anden måde. Det kommer de ikke til, men alligevel bliver det nok første og sikkert sidste gang at de overnatter sådan et sted. Mere vil jeg egentligt ikke berette om selve lejrpladsen for en del af oplevelsen er det hemmelighedsfulde – og så selvfølgelig fordi, vi næppe bruger samme lejr på næste tur, der ligger i foråret. Hver årstid har sin egen lejrplads.
Programmet for første aften er hygge ved bålet, vildmarksgryde og pandebrød, beretning om næste dags tur og så skal der selvfølgelig indtages nogle lokalt-producerede drikkevarer. Omkring kl. 22 rulles underlaget ud og, der kravles i soveposen for foran os venter der en lang og lidt hård, men mest af alt oplevelsesrig, dag.
Dag 2:
Dagen starter før kl. 8 selvom vi først skal på cyklerne ved 10 tiden. Skal man ”overleve” i vildmarken en hel dag, kræver det en solid morgenmad og den skal selvfølgelig tilberedes over bål og i fællesskab. Æg, bacon, ristet brød og cowboy-kaffe tilberedes løbende, mens vi hygger, snakker, spiser og lader op til dagen. Selvom det er lidt koldt er vejret ret klart og det blæser næsten ikke – hvert fald ikke for os, der er vant til vesterhavsstorm. Vejret er primært betydende for om man bliver hængende omkring bålet eller gerne vil af sted. I dag er en af de dage, hvor det er ganske okay at blive hængende, men det går selvfølgelig ikke. Ved fælles hjælp er lejren hurtigt pakket sammen, grejet smidt i bilen og alle mand er i cykeltøj og klar til at komme i gang med det som det hele handler om. Foran os venter ca. 6 timer i bevægelse og 50 km. Ja det lyder lidt langsomt, men det er terrænet, der dikterer farten og vi har ikke travlt. Det er trods alt noget af et paradoks at skynde sig at opleve mere.
Ruten indeholder alt fra asfaltvej til ”stier”, hvor cyklen skal på ryggen eller slæbes. Ind imellem finder vi vej til nogle fantastiske stykker med naturligt singletrack, mens vi andre gange skal trampe igennem noget, der mest af alt minder om en sump, men nok nærmere er en midlertidigt oversvømmelse. Inden for den første time har vi allerede haft en storslået udsigt ud over Lundfjorden, set en masse efterladenskaber fra 2. verdenskrig, kørt nogle lækre naturlige stier, været igennem cowboy-byen, Lild, adskillige vandpassager og besteget det lille, danske bjerg, Bulbjerg, for at nyde udsigten udover Skagerrak. Ved Bulbjerg står den på en lille pause og lidt kultur inden vi begiver os videre mod dagens bedste stræk, der indeholder nogle helt fantastiske stier, smukke udsigtspunkter og fantastisk natur.
Kl. 13.25 ruller vi ind i Thorup Strand lige i tid til at se en kutter blive søsat og ”Gutterne” vinke arrigt af turisterne, der står i vejen for spillet, der trækker båden ud. Kl. 13.35 ruller vi ind under frokosthyttens tag for at få styr på energibalancen. Gæsterne bliver heldigvis positivt overrasket, da de ser at Kresten står klar med tændt bål og alle ingredienserne til et stjerneskud. Vi har med vilje en åben beskrivelse af programmet så der er plads til ændringer, men bliver også opmærksom på, at vi nok godt kunne beskrive denne del lidt bedre. For vildmarkstur på mtb er også lidt en luksustur, hvor du fx har privat kok på til at tilberede flere af måltiderne i løbet af de tre dage turen varer.
Efter en lækker og tiltrængt frokost begiver vi os videre mod øst og Slettestrand. Ruten er på dette stykke noget hurtigere kørt selvom vi da også møder nogle forhindringer undervejs, der giver nogle ruteændringer. Et hotspot på denne del af turen er Klim Bjerg, der stikker gevaldigt op i det ellers meget flade landskab. Herefter rammer vi også turens længste grusvejsstykke, der føles ganske tiltrængt ovenpå de mange langsomme og hårde kilometer. Selvom klokken ikke er 16 endnu, er det allerede lidt mørkt da vi rammer Kollerup Klitplantage og en del af det markerede mtb-spor her. Herfra finder vi vej via markerede mtb-spor og flotte naturlige stier til Svinkløv Klitplantage. I Svinkløv skal vi lige nå nogle enkelte stykker af det markerede spor inden vi lige pludselig befinder os ved Madsmedjen, hvor vi skal tilbringe aftenen og natten. Klokken er 17.05 på det tidspunkt og vi har cyklet og gået ca. 50 km på de 5 1/2 timer vi har været i bevægelse. Resten af tiden fra klokken 10 er gået med frokost og andre pauser.
Der er dejlig lunt i Madsmedjen så vi sætter os egentligt bare direkte hen foran pejsen og drikker en øl mens vi drøfter dagens oplevelser. Deltagerne har denne aften mulighed for at sove i en rigtig seng eller på lammeskind foran pejsen i Madsmedjen. Der bliver truffet nogle forskellige valg, men et fælles: alle skal lige have et dejlig langt og varmt bad! Eller ikke alle for egentlig springer jeg over og går direkte til arbejdet med at passe de forskellige ovne i Madsmedjen – herunder ovnen der varmer vildmarkskaret op. Tidligere på dagen fik gruppen valget mellem saunagus eller vildmarkskar og det faldt ganske naturligt på vildmarkskaret, så der skal fyres godt op så vi kan nyde det varme vand efter en tiltrængt middag. Kresten har gjort råvarerne til aftensmaden klar så vi ved fælles hjælp kan få sammensat en lækker menu. Vi holder det simpelt og ”nøjes” med at lave pizza i stenovnen samt en lækker salat. Alle får mulighed for at sammensætte og bage deres egen pizza, men ret hurtigt får jeg lov til at overtage – der er vist alligevel lidt træthed at spore i flokken. MEN dagen og aftenen er langt fra færdig endnu for foran os venter et dampende varmt vildmarkskar, udsigt til fuldmånen, kølige lokale drikkevarer og godt selskab.
Dag 3:
Vi starter dagen med morgenbuffet på feriecenteret, der ligger ca 1.5 km væk. På sidste tur lavede vi morgenmad i Madsmedjen, men denne gang synes morgenbuffeten som den bedste mulighed. Klokken 10 ruller en lidt reduceret flok ud i regnen og blæsten på vej mod nye eventyr i naturen øst for Slettestrand. Endnu en gang med eventyr og oplevelser som målet og ikke antal kilometer. Da den første time er gået har vi rundet næsten 6 kilometer og set noget MEGET anderledes og særdeles flot dansk natur. Vejret er lidt barsk denne søndag, ifølge TV2 er det vist nok en storm med navn og alt muligt, men under alle omstændigheder bruger vi ikke så længe på de forskellige udsigtspunkter, der ellers er masser af. I løbet af turen oplever vi Langdalen – og Fosdalen plantage samt nogle af de mere end 60 gravhøje, der findes i dette område. Efter 2-3 timers tur i vildmarksvejret, slutter vi lige af med at rulle igennem en nyopstået å i bunden af en dal. På den måde får vi på smukkeste vis forbundet turen med næste punkt på programmet: en tur i Havbadet. Det 32 grader varme vand gør godt for deltagerne. De virker hvert fald afslappede og glade da jeg møder dem ved frokostbuffeten, som er sidste punkt på weekendens program.
Sådan kunne en Vildmarksweekend på MTB forløbe, men vi tør godt love at det ALDRIG kommer til at forløbe på den måde igen! Ikke fordi der er en hel masse vi vil lave om, men fordi hver tur bare er unik som følge af vejret, terrænet, menneskerne og vores skøre ideer. Og så selvfølgelig fordi, vi forhåbentlig bliver klogere og dygtigere for hver gang vi er afsted!
Herfra skal der hvert fald lyde et TAK til jer der var med til at skabe denne tur og de minder, der nu ligger er lageret øverst i hukommelsen. Det var en fornøjelsen af guide jer igennem terrænet og weekenden.
– Anders Kronborg, guide og ”soignør” på Vildmarks weekend på MTB.
Hvis denne lille beretning har vagt din interesse så kunne du jo tjekke en af vores næste ture ud:
Den 15. til 17. april: Vildmarkstur på MTB – forår
Den 19. til 21. juni: Vildmarksweekend på MTB – sommer
Den 2. til 4. oktober: Vildmarksweekend på MTB – efterår
Hvis datoerne ikke lige passer, så laver vi altid gerne en privat tur lige efter jeres ønsker. Bare send en e-mail til mail@slettestrand.dk.