D-MTBing 2
Herunder kan du finde information om andet niveau, D-MTBing 2.
Datoer for D-MTBing 2 kursus i 2025
- Del 1: 30/9 til 3/10
Del 2 og eksamen: 26/11 til 30/11
Tilmelding og betaling foregår via DGI.
Evt. spørgsmål om kurset sendes til Esben på ehk@slettestrand.dk
Hvis du ønsker overnatning ifm. kurset eller tilkøbe af ekstra forplejning, kan du booke dette ved at kontakte os på mail@slettestrand.dk.
Målgruppe
D-MTBing 2 henvender sig til foreningsmedlemmer, undervisere, trænere med flere, der har taget D-MTBing 1 og som gerne vil gå mere i dybden med at undervise i mountainbike. Ydermere henvender kurset sig til personer, der gerne vil arbejde professionelt som instruktør/guide på grønne til sorte spor iht. OnTrail standard indenfor Danmarks grænser.
Kurset kan også ses som kompetencegivende til undervisning i udvidet mountainbikekørsel i idrætsundervisning på folkeskoler, efterskoler, højskoler samt i ungdomsskoler.
Kompetencer/mål
Efter kurset skal deltagerne være i stand til at:
- Guide og instruere på grønne til sorte spor i Danmark iht. OnTrail standard.
- Planlægge og afholde mountainbikeaktiviteter over flere dage i Danmark (eks. en klubtur, guidet to dages tur, træningslejr e.l.).
- Virke i foreninger, i idrætsundervisning og kommercielt i Danmark.
Adgangskrav
- Der er følgende krav til deltageren før der gives adgang til kurset. Deltageren skal:
- Have bestået D-MTBing 1 og have overskud på blå og røde spor og have en realistisk forventning om overskud på sorte spor ved uddannelsens slutning. Graduering iht. OnTrail standard i Danmark.
- Være fyldt 18 år.
- Have et gyldigt 8 timers førstehjælpsbevis (bestået eller opdateret inden for de sidste to år).
- Kunne lave de mest gængse reparationer på MTB, herunder skifte en slange, samle en kæde, justere gear.
- Opfylde givne egenfærdighedskrav (fremvise en stabil grundposition, aktiv kørestil, et mindre baghjulsløft med forbremse og et uden forbremse, samt et mindre forhjulsløft med pedaltråd og et uden pedaltråd. Fartregulere i stejlt terræn. Kørsel i sand, mudder, rødder, løst grus).
Nødvendigt grej
I forbindelse med kurset skal deltageren medbringe følgende:
- Rygsæk + førstehjælpstaske, pumpe, slange, dækjern, multitool, kædeled, mindre reservedele.
- Funktionel mountainbike.
- Intakt og godkendt hjelm og evt. andet sikkerhedsudstyr (såsom knæbeskyttere, rygskjold, albuebeskytter).
- Passende beklædning ift. vejret.
- Kompas, GPS-enhed.
- Computer/papir
Indhold
- UV-timer: 89 timer
- Praktik: 50 timer forud for uddannelsen.
- Eksamen: 2 dage
UV-dage: 9 dage fx fordelt på et, to eller tre moduler inklusiv eksamen.
Der er mødepligt til alle UV-timerne.
Emner: Undervisningen vil både teoretisk og i praktisk arbejde med blandt andet det køretekniske område på et ret seriøst niveau, progression i undervisningen, lærings- og undervisningsstile, opsætning af affjedring og materiel, navigation, risikovurdering, ledelse, håndtering af ulykker og meget mere.
Eksamen: 2 dage bestående af guide/undervisningsopgaver.
Eksamen og kurset skal bestås for at opnå certificering som D-MTBing 2. Består kursisten ikke, er der mulighed for at træne mere og forsøge sig med en ny eksamen.
I alt: 9 dage inkl. to eksamensdag
Max antal kursister: 6 pr. instruktør