Team Slettestrands Anders Kronborg til Xterra Worldchampionship 2015

---

Rejsen startede egentligt allerede tilbage i oktober 2014 da jeg besluttede mig for at ”begynde” at træne til en Ironman. Siden da er træning og motivation gået i mange forskellige retninger, men i september 2014, da jeg deltog i et løb i Århus, fandt jeg frem til at Xterra var mere mig. Jeg syntes sporten var utrolig spændende, hovedsagligt fordi det var det hårdeste jeg nogensinde havde prøvet! I løbet af den efterfølgende vinter besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at kvalificere mig til VM i Maui, Hawaii.

Kvalifikationen

Springer vi frem til 29 august i år, gik det hverken værre eller bedre end at jeg kvalificerede mig via en førsteplads i min aldersgruppe til Xterra Denmark i Tisvilde. Tiden lød på 2 timer og 37 minutter. Det var 25 min efter vinderen Kris Coddens, der kører som professionel og ca 20 min efter bedste amatør, Allan Bachmann, en mand hvis erfaring jeg har været så heldig at nyde godt af i år.

Forberedelserne

Xterra Denmark i Tisvilde 29/8 til Xterra Worldchampionship på Maui 1/11 virkede som to verdener der lå utrolig langt fra hinanden, både hvad angår geografisk placering, omgivelser og på sin vis tid. Indimellem skulle der nemlig både klares en flytning til Århus og opstart af nyt studie, ligesom der selvfølgelig skulle trænes hårdt efter anvisninger fra Allan. Som med så meget andet kræver det tid og mange fravalg, hvis man ønsker at være god inden for en sport. For mig var det vigtigt at møde op så skarp og klar som det overhovedet var muligt, for troede jeg ikke selv på at jeg kunne levere et tilfredsstillende resultat ville det måske være bedre at stille op om et år eller to.

Jeg har gennemsnitligt trænet på den gode side af de 10 timer om ugen hele året. Det er utrolig vigtigt for mig at træningen er sjov og at jeg har lyst til at træne hver gang, selvfølgelig med undtagelser af og til. Jeg har ikke har nogen stor trænings baggrund og har derfor bygget min form stille og roligt op i løbet af året, med styrketræning og meget lavintensitet først på året. Stille og roligt er der kommet flere og flere intervaller på, ligesom jeg har øget træningsmængden. Selvfølgelig med nedtrapning ugerne op til et løb. På den måde har jeg faktisk holdt mig fuldstændig skadesfri hele året. I løbet af året har jeg desuden deltaget i Xterra Århus samt et mountainbike etape løb i Tjekkiet. Begge løb har fungeret som delmål, der har hjulpet mig med at holde motivationen oppe, selvom det egentlig ikke rigtig har været et problem for mig.

Jeg kan rigtig godt lide at træne og træningen til Xterra er naturligt meget varieret og fyldt med masser af naturoplevelser, hvert fald hvis man som jeg vælger at ligge al sin træning udendørs og i naturen. Min træning har været bygget op om 3-4 ture på cyklen og i løbeskoene ugentligt, krydret med krydstræning, svømning og styrketræning. Jeg er klar fortaler for at træning skal være varieret og det har min i den grad været. Alt fra enduro/downhill træning til 5-6 timers mtb-ture med fokus på hygge og naturoplevelser. De to måneder fra Xterra i Tisvilde til der skulle køres på Maui var min træning meget struktureret og med langt større fokus på intervaller og intensitet end nogensinde før. Intervallerne har ofte været længere, fx mtb intervaller af 3×12 minutter på 85% og 4×6 minutter all out i løbeskoene. Desuden har jeg lagt mange løbeture efter mtb for at vænne benene til at kunne løbe trætte. Min svømmetræning har været meget sparsom indtil jeg flyttede til Århus, simpelthen fordi vi ikke har svømmehal i Slettestrand og vandet i havet først fik svømmevenlige temperature sent. De sidste to måneder op til løbet fik jeg svømmet 2-3 gange ugentligt.

Forventningerne

Mine forventninger forud for løbet var at få en kæmpe oplevelse og måle mig med verdenseliten. Lige nøjagtig det, at du som glad amatør får lov til at stå på startlinjen med den kommende verdensmester, giver for mig denne sport en ekstra dimension. Selvom jeg betegner mig selv som glad amatør havde jeg selvfølgelig ingen intentioner om ”bare” at nyde løbet. Den skulle have alt, hvad den kunne trække og succes ville være, hvis jeg kunne holde samme afstand til profferne som i Tisvilde. Realistisk set ville det betyde at komme i mål ca 40 minutter efter vinderen og 20-25 minutter efter de ”langsomme” proffer.

Race day

1/11 står vi så på Maui, 800 triatleter klar til start. 1500 meter svømning, 32 km mtb med 1150 hm og 10,5 km trailløb med 800 hm venter os. Blandt profferne er der reelt set kun 3-4 som kan blande sig i sejren, men blandt os amatører, som udgør langt de fleste af deltagerne er det ingen som ved noget. Det præger i den grad starten, som er meget kaotisk og til tider lettere ubehagelig. Vi er omkring 500 mænd som stormer i vandet på samme tid og svømmer mod det præcis samme punkt. Det kan selvfølgelig ikke undgås at der bliver både sparket og slået, men sådan er gamet, det skal man være klar på. Jeg var stadig meget overrasket og der blev generelt svømmet rigtig hurtigt, et helt andet niveau end det jeg har oplevet til Xterra i Danmark. Jeg har meget svært ved at finde en rytme og nogen som helst fart, jeg får dog strammet lidt op da en mand med kun et underben er ved at overhale mig. Jeg svømmer de 1500 m med en australsk vending undervejs på ca. 28 min.

Foto:  Sophie Winckel.

En lille løbetur op af stranden og videre op til skiftezonen. ”Det værste er overstået og nu kan jeg kontrollere resten af vejen” er hvad jeg tænker på vej til og igennem T1. Skiftet går fint og jeg har overskud til at se Clara, en anden dansker i aldersgruppen 15-19 år, også er i skiftezonen. Godt for hende, knap så godt for mig eftersom hendes start gik 5 minutter efter min. F*** det, nu er vi der, hvor jeg er tryg og har mest overskud. Min force inden for mountainbike er ikke min muskelstyrke, endnu, men min teknik og en medfødt udholdenhed, som nok er mere psykisk end fysisk. Selve ruten måtte derfor meget gerne have været mere flad og teknisk, ligesom jeg er vant til det fra Slettetrand. Den var dog lige det modsatte, fyldt med højdemeter og meget få svære tekniske sektioner. Jeg overhaler rigtig mange, bliver overhalet af få og føler faktisk det går ret godt. Hvor kedeligt det end lyder, bliver man nødt til at køre løb som disse en kende konservativt for at holde hele vejen til mål, specielt når ruten er så kuperet og temperaturene langt højere end vi er vant til i Danmark. Jeg får drukket det vand og spist de gels jeg skal på cyklen, uheld har jeg ingen af og det sidste stykke ned mod mål, som er det mest tekniske får jeg hentet flere af prokvinderne, som startede 5 minutter før. Jeg kører på 1 time og 56 minutter, hvilket er 15-30 minutter langsommere end profferne.

Foto:  Sophie Winckel.

Jeg når til T2 og kan høre at de ved mål råber at vinderen er ved at nærme sig mål, hvilket jeg bestemt ikke havde regnet med han ville på det tidspunkt. De startede 5 minutter før, så hvis løbeturen går lidt godt kan jeg stadig nå målet. Jeg laver et hurtigt skifte, glemmer næsten mit nummer, men får det heldigvis med. Moralen er stadig høj, kroppen har det godt og benene føles overraskende lette taget de forudgående strabadser in mente. De første 5 km af løbet er op, som i op hele tiden og med en pæn stigning. Klokken har rundet h12 og det er modbydeligt varmt, men jeg har det egentligt godt de første kilometer og holder et forholdsvist godt tempo, jeg overhaler hvert fald flere end der overhaler mig. Varmen tvinger mig til at stoppe ved alle depoter, hovedsageligt for at hælde vand ud over mig selv og jeg begynder for alvor at mærke varmen. Det føles som nåle der bliver stukket ind i min hovedbund og jeg bander mit lange hår væk. Efter 3 km begynder jeg at sænke tempoet, men det hjælper ikke og jeg får det bare varmere og varmere. Efter ca 4 km er det helt galt og jeg kan mærke at jeg er ved at få hedeslag. Jeg sænker farten drastisk og tænker slet ikke på tid mere, kun på at gennemføre, for jeg har allermest lyst til at stoppe i skyggen og blive kølet ned, men nej, jeg er ikke rejst 11.500 km for at sidde og hygge mig i skyggen. På det her tidspunkt er det hårdt bare at løbe ned af bakke. De sidste kilometer føles uendelige lange, men målstregen kan heldigvis kun komme tættere på. Jeg når selvfølgelig også målstregen, selvom jeg må indrømme tanken om at hoppe i havet, da vi løb forbi det 250 m tidligere, var tillokkende. Jeg har det vitterligtforfærdeligt i minutterne efter løbet, men heldigvis er der sørget godt for os med våde håndklæder, masser af væske, chips, nødder og søde sager.

Foto:  Sophie Winckel.

Oplevelsen

Efter at have sundet mig lidt kan jeg gøre status på en stor oplevelse og et modbydeligt hårdt løb. Ruten i sig selv er en kæmp udfordring, hovedsagligt pga. varmen, som virkelig kom bag på mig og gjorde at jeg ikke helt nåede mit mål. Jeg gennemfører løbet på 3 timer og 31 minutter, 55 minutter efter vinderen og 15-20 minutter fra ”drømmetiden”. Set i bagklogskabens klare lys skulle der nok have været andet end vand og sukker i min dunk, højdetræningen skulle have forgået i højderne og vægten skulle have være 5-10 kg lavere, hvis jeg på dagen skulle have nået mit mål. Min motivation for turen var heldigvis ikke at lave en god tid, men at få en stor oplevelse og mærke hele stemningen omkring et verdensmesterskab. Og jeg fik, hvad jeg kom efter!

Foto:  Sophie Winckel.

Jeg har ikke en finger at sætte på arrangørenes præstation. Det er utrolig professionelt arrangeret og der er virkelig styr på alt. Jeg oplever heller ikke nogen knudepunkter på ruten, som sagens kan klare de mange deltagere. Der var forud for løbet mulighed for at træne på ruterne med profferne, hvilket for mig udmundede i en 3 timers mtb-tur med tidligere 3 x Xterra verdensmeter og 4 x ITU verdensmester Conrad Stoltz, det var pænt fedt. Hele set-uppet er et verdensmesterskab værdigt med dagligt tilsendte vejrupdateringen og træningsvejledninger op mod løbet, stor stævneplads med mulighed for at købe alle slags merchandise, mekanikere og selvfølgelige de obligatoriske gratis proteindrikke osv. Løbet blev ikke sendt live, men ESPN var tilstede ligesom der var massivt fremmøde af fotografer, både til lands, vands og i luften. Efterfølgende er vi blevet fodret med fantastiske billeder og videoer fra løbet, og endda den service at du får tilsendt alle billeder taget af dig. Sidst, men ikke mindst er Maui selvfølgelige et unikt sted at afholde et løb. Øen meget ”turistet”, men det ændrer ikke på at det klart er værd at tilbringe noget tid der før og efter løbet, for der er utrolig meget smukt at opleve. Jeg blev en uge efter løbet, men kunne sagens have taget endnu flere.

Vender jeg tilbage?

Umiddelbart ikke, mest fordi rejsen til Hawaii er lang og dyr og ligesom opholdet på øen og deltagelse i løbet koster rigtig meget. Desuden er verden stor og der findes mange løb derude som skal opleves, både som offroad triatlet og som mountainbiker.

Håber mine ord var interessante at læse, forudsætningerne for at skrive noget spændende var der hvert fald.