< Åben menu

Svinkløv Plantage – Hvid rute

Denne tur er den markerede rute i Svinkløv Plantage uden de sorte og noget sværere sløjfer. Ruten er markeret med hvide pile og den er nem at finde rundt på, på egen hånd. Når du starter fra Feriecenter Slettestrand, kører du mod Hjortdal (væk fra havet) og drejer ind af Sletteåvej – første vej på højre hånd. Efter ca. 150 m. kører du på ruten, som løber på din venstre hånd. Bemærk, at ruten er ensrettet og vi henstiller på det kraftigste til, at dette overholdes for at undgå ulykker og fordi sporet simpelthen bare er sjovest, når det køres i den rigtige retning!

Vi anbefaler ruten til dig, som endnu ikke føler dig klar til de sværeste udfordringer, men gerne vil ud på en lidt længere tur, hvor du bl.a. kommer helt ud til “Verdens ende”, som er rutens mest fotograferede udsigtspunkt (husk #mtbslettestrand!). Ruten består næsten udelukkende af singletrack med masser af flow, sving og nogle lidt mere tekniske passager med rødder og også nogle lidt stejlere nedkørsler. Så er du nybegynder, skal du være opmærksom på disse!

Distance: 16 km
Højdemeter: 177 m
Køretid: 50 min. – 1,5 time
Sværhedsgrad: Middel

Vi vil anbefale dig at sætte dig godt ind i Naturstyrelsens mountainbike kodeks, inden du begiver dig ud på de fede spor! Der er rigtig mange brugere af vores smukke natur og det er vigtigt, at alle føler sig velkomne og trygge, når de færdes på sporene. Husk altid at møde andre brugere med et smil og vær “flink af natur”!