< Åben menu

Påskeløbet

25. marts 2018

Den 25. marts 2018 kan du igen deltage i vores traditionelle Påskeløbet Slettestrand, som vi har afholdt siden 2009. Dengang markerede løbet indvielsen af det permanente MTB-spor i Slettestrand-Svinkløv Plantage. Derfor køres løbet altid på en omgang på hele sporet. Løbet arrangeres i samarbejde med den lokale klub, Hjortdal MTB. Derudover går en del af overskuddet til Slettestrand Trailbuilder Laug. Vi håber, at du vil være med til et hyggeligt, fedt og uhøjtideligt race – med masser af flow! For de, der har brug for det, kan Påskeløbet være den oplagte mulighed for at teste formen inden sæsonen går igang.


Resultater fra 2017

Start og mål

Feriecenter Slettestrand
Slettestrandvej 140
9690 Fjerritslev

Klasser

Der køres i flere klasser og på flere distancer. Mere info herom tilgår.

Den forventede vindertid på den lange distance, en omgang med alt sort i Slettestrand og Svinkløv: 60 min. Gennemsnitlig køretid: 1 time og 25min.

 

Program

Første start kl. 1000

Spisning

Tilmeldingsgebyret er eksklusiv frokost søndag og lørdag, da mange af deltagerne i forvejen, som en del af opholdet på Feriecenter Slettestrand, allerede har betalt for dette. Ønskes frokost, kan dette bestilles på telefon +45 9821 7044 eller mail@slettestrand.dk til DKK 125,-/person ekskl. drikkevarer.

Frokostbuffet kræver bordbestilling. Det vil være muligt at købe lettere forplejning i gården ved Feriecenter Slettestrand.

Feriecenter Slettestrand arrangerer desuden After Trail i forbindelse med løbet. Der vil være mulighed for at købe let forplejning i gården på feriecenteret.

Tidtagning

Vi kører med chip tidtagning fra Lap.io og DGI. For at kunne deltage skal du derfor enten have din egen chip (der kan stå både Trumin, KatanaIII og Lap.io på) eller du kan låne en til løbet. Hvis du gerne vil låne en, skal vi have et depositum på 100 kr som du skal medbringe kontant. Dem får du naturligvis tilbage efter løbet. Hvis du allerede har en chip, så skal du indtaste dit chipnummer ifbm. indskrivningen.

Hvis nu du ikke lige kunne finde chippen da du skulle tilmelde dig, så pakker vi og klargør en lånechip til dig. Ellers går tidtagningen helt i koks. Så skal du altså 1) låne en chip 2) betale depositum 3) køre med den pågældende chip under løbet og 4) aflevere den tilbage igen. Der er IKKE mulighed for at få ændret chipnummer på dagen.

Når du kører med chippen skal den sættes fast med strips eller piberensere på din højre sko. Du må ikke sætte den på cyklen, putte den i strømpen eller ned i lommen. Den skal sidde på din højre sko og du må ikke køre med skoovertræk ud over.

Regler

  • Der køres på eget ansvar
  • Der køres efter en kombination af de permanente markeringer og pile opsat til løbet
  • Der tages hensyn til både andre deltagere og andre brugere af området
  • Under konkurrencerne vil skoven ikke være lukket for andre brugere af sporene
  • Der tages forbehold for ændringer
  • Ruterne kan som følge af vejret eller skovarbejde blive ændret i forhold til det beskrevne
  • Der vil være rutevagter på udvalgte steder
  • Der køres altid med hjelm
  • Alt affald tages med tilbage til målområdet!
  • Ved uheld, der kræver hjælp, kontaktes løbsledelsen på +45 30 74 0778 (Esben Kronborg).

Historiske resultater

2016

2015

2014

2013